Back to civilisation

Efter en uge isoleret fra den moderne verden med internet, engelsk og menukort på restauranterne er jeg nu kommet til Vientiane, hovedstaden i Laos. Her er det igen muligt at komme på nettet, møde backpackere og selv bestemme hvad man bestiller når man er sulten.

Turen til Phongsali fra Luang Prabang valgte jeg at tage med lokal transport. Det tog mig 16 timer at komme 180 km i fugleflugt og det foregik hovedsageligt på grusveje op og ned af mindre bjerge. Bussen som skulle have air-condition havde åbne døre og vinduer der gik op af sig selv når vi kørte ned ad. Det var lidt koldt om natten, men en meget speciel og fed oplevelse at prøve hvordan de lokale kommer fra A til B. Jeg vidste at man i Phongsali, som er i det nordlige Laos var rigtig gode muligheder for trekking. Derfor tog jeg dertil, men hvad jeg ikke vidste var at til trods for at der var 2 lokale bankfilialer, ikke var muligt at hæve penge med kredit kort. Så jeg brugte 45 min. På at købe et Laos sim-kort af en døv-stum kineser der hed Panda. Det var vældig sjovt. Anders hjalp mig derefter ud af problemerne ved at overføre mig 3 millioner kip via western union Money transfer og så kun´ne jeg ellers både gå på trekking og bestille en flybillet til hovedstaden Vientiane. Jeg tænke at 800 km med lokal transport var langt, så en flybillet var den nemme løsning.

Dagen hvor jeg ankom til Phongsali driblede jeg lidt rundt omkring og fandt et bette tempel hvor jeg blev inviteret ind af en munk der hed Song. Han bød på Lao coffee hvilket er kaffe med kondenseret mælk og sukker, meget sødt! Og sukkerroe som man ellers kunne sidde og gnave af. Song talte et fornuftigt engelsk så vi fik os en lille snak om forskelle mellem vores to verdener og selvfølgelig om buddhisme. Han viste mig rundt i det lille tempel kompleks der husede 4 munke og 8 novicer (børn som er på vej til at blive munke). Vi aftalte derefter at jeg skulle komme tilbage om aftenen for at være med i deres bøn, og se hvordan de underviste novicerne i den buddhistiske lære. Derefter var det min tur til at undervise dem i Engelsk, så jeg havde taget PC, med Google earth med for, for det første at vise dem hvor jeg kom fra. De var selvfølgelig meget imponerede over den teknologi de ikke havde adgang til i deres hverdag. Derefter stod den på helt basal engelsk undervisning hvor vi ellers startede med “my name is” og så videre. En rigtig fed oplevelse, for mig at prøve, efter at have undervist derhjemme i Danmark. Novicerne var meget optagede af det engelske og Song oversatte og forklarede videre på Lao ind imellem.

Jeg udvekslede e-mail adresser med Song som kun var 23, så det var specielt at se hvor stor en forskel i livet man kunne have med en jævnaldrende. Song studerede selv Engelsk og Buisness og gik meget op i sine studier.

Efter ankomst Søndag tog jeg på trekking tirsdag. En 4 dage og 3 nætter i den fantastiske uberørte natur. Bjerge så langt øjet rækker var synet der mødte en når man gik på toppene, og om morgenen var skydækket så tæt at det kun var spidserne man kunne se. Og alle måltider i lokale Akha-landsbyer som lå på de små bjergtoppe. Børnene kom hver gang løbende for at se hvilket underligt menneske det nu var der var kommet, og det var tydeligt at det ikke var hver dag de se en “hvid mand”. hvert måltid blev fulgt op af en ordentlig gang hjemmebrygget Lao-Lao som er deres svar på whisky. Man vænner sig til det. Desværre er mit memory kort til kameraet gået i stykker, så jeg ved ikke helt om jeg er i stand til at få billederne overført til min pc fra turenL jeg har dog købt et nyt nu her.

Naturen jeg fik at opleve de 4 dage var fantastisk! Arrangeringen af turen var dog forfærdelig fra turist kontoret side. De gav mig en guide fra et andet agency, som næsten ikke kunne snakke engelsk, hvilket ellers var lovet, vidste intet om stammerne, naturen og området og som aldrig nogensinde havde gået turen før. Det resulterede i at vi gik forkert ca. 8 gange. Den værste af dem en de-tour på 2 timer hvor vi ikke trekkede men nærmere klatrede i bjerge med livet som indsats. Dag 1 gik vi 3 timer, dag 2 - 2 timer og dag 3 - 9 timer. Dag 4 gik blot på transport hjem til byen igen, så lige kører jeg en lille sag mod dem, for at få nogle penge retur.

Efter returen til Phongsali mødte jeg et fransk par som jeg spiste aftensmad med. At kunne snakke med andre mennesker igen var en fantastisk lettelse, og efter 4 dage med ris og grøn the, var det skønt at kunne få noget anderledes mad. Dagen efter skulle jeg med fly videre, og fange en bus til lufthavnen kl. 8. Dog havde jeg lovet Song at komme og sige farvel til dem i templet, så der gik jeg ned kl. 7, og blev straks inviteret på morgenmad med alle 12 munke. Stemningen og varmen i templet var en af de bedste oplevelser jeg har haft indtil videre, og jeg blev begavet med armbånd og halskæder og velsignelser til både mig og min familie, så de er hermed givet videre. Templet har gjort et rigtig stort indtryk på mig, og det vil blive spændende at holde kontakten med Song.

Her i Vientiane er det skønt igen at kunne møde mennesker og hygge sig. Jeg har fanget mig en forkølelse så jeg tager den med ro de næste par dage inden jeg smutter lidt nordpå igen til Vang Vieng. Byen hvor de har den famøse “tuning” som handler om at du køber en badering, flyder ned af mekongfloden hvor der i alt er 17 barer langs floden. Du får kastet en snor ud, bliver hevet ind til baren, fester lidt for derefter at flyde videre til den næste. Et obligatorisk stop på en hver backpackers rejse igennem Laos. En by bygget op omkring fest og farver samt en masse adventure sport.

Lige nu sidder jeg på en Indisk restaurant og skriver dette her indlæg som jeg om lidt vil finde en internetcafe for at poste. Jeg har det stadig godt og nyder min rejse. Alt afhængig af hvor god en internet forbindelse jeg pludselig finder vil jeg smide nogle flere billeder op, men ofte tager det ca. 10 min pr. billede så det er ikke altid jeg har tålmodigheden.

Ellers har jeg stadig 32 grader som kunne bliver forstyrret af ind imellem tiltrængte briser så vejret kan jeg ikke sætte en finger på.

Hyg jer derhjemme, til vi snakkes igen.