Farvel Indonesien, Pitstop i Kuala Lumpur og nu pludselig Vietnam i stedet for Indien
Som så ofte før er der sket meget siden sidst, så lad os bare starte fra starten. Efter de 26 timer det tog at komme til Labuan Bajo, Flores, var vi godt trætte, så bare ind og finde et værelse og ud efter noget at spise. Længe gik der dog ikke før vi rendte ind i et dansk par vi også havde snakket med på båden. De havde allerede fundet ud af en tur til Komodo til den næste dag. Eftersom det ville blive billigere jo flere man var spurgte de os om vi ikke ville med, og da vi alligevel skulle bruge en dag på at vente på de andre drenge kunne vi lige så godt udnytte tiden.
Så tidligt op næste morgen for at tage turen til havnen hvor en lille båd og en 3 timers sejltur ventede os. Den var nemt overstået eftersom man jo bliver vant til at kapere med de lange ture og hen ad formiddagen ankom vi til Komodo. Ud på et 1½ times trek gennem det nærmeste landskab med en guide og der gik ikke længe før vi stødte på de to første Varaner. 2 stk 2½ meters krabater der lå og fladede ud under et træ. Den ene var betydeligt større end den anden hvilket skyldtes at den lige havde spist en ged eller noget tilsvarende stort som vores guide forklarede. I det hele taget var der masser af liv på og omkring øen hvor vi så masser af hjorte, et vildsvin, masser af rovfugle heriblandt hav-ørne, masser af delfiner til og fra øen som lige poppede op i grupper. Flere Varaner blev det ikke til på trekket, men så var det godt at der var nogle stykker under nogle huse længere nede ved stranden.
For 12 år siden stoppede de fodringen af varanerne, som gik ud på at de et par gange om ugen ofrede en ged til ære for turisterne der så kunne se varanerne slagte geden. Til gengæld medførte det en masse meget dovne varaner og et alt for kunstigt indtryk af øen og dyrene. Det stoppede de så med, men mon ikke der er en varan der får en godbid eller to i smug for at holde sig til steder hvor de altid kan vise turister et dyr eller to… Ellers var det en rigtig god oplevelse at komme derud. Det virkede i høj grad til at de havde i sinde at bevare det så naturligt som muligt, noget deres optagelse til at være et Unesco World Heritage site nok også har hjulpet til samt nomineringen til World 7 new wonders som kører i øjeblikket. På sejlturen hjem var der et stop med fantastisk snorkling, og en smuk solnedgang der gik ned mellem de mange mange øer som området består af.
Om aftenen mødtes vi med de andre der som os havde haft en meget lang tur.
De næste 3 dage var alle med morgenvækning kl. 6.45 eftersom man skulle mødes på havnen kl. 7.30.
Det var tidspunktet dykkerbåden tog fra kaj for at sejle ud til nogle af de mest spektakulære divesites jeg endnu har været på. Dykningen mellem Flores og Komodo skulle ligeledes være noget af det bedste i verden så de to ting gik meget godt hånd i hånd.
Første dag blev brugt på “Manta Point” hvor der normalvis skulle være rigtig mange Manta Rays, store rokker der snildt kan måle 3 meter fra vinge til vinge - gerne mere. Vi så 2 Mantas og 2 Devil Rays som er lidt mindre. Desværre fik vi ikke så lange blikke af dem da de holdt sig lidt fra os. En vild oplevelse, men alligevel havde jeg nu håbet på lidt mere. Næste dyk på “Batu Bolong” retfærdiggjorde dog alt hvad vi følte vi var gået glip af på det første. Dog var der ingen Manta’s, men der ud over kunne man ikke bede om mere. En enkelt rev-haj, Giang Muray eels, alm. Muray eels, hvide, røde og sorte Lionfish, forskellige Boxfish, masser af Nudibranches og en masse mere. Vi blev dernede i 70 min og gik kun op fordi vi ikke havde mere tid inden vi skulle til at hjem af.
Næste dag stod på “The Caeldron” og “Castle Rock”. Igen 2 helt sublime steder hvor der blev set Garden Eels, Leaf Scorpionfish, rev-hajer og en masse andet af det før nævnte. Mest fantastisk ved denne dag var hvad der skete mellem vores 2 dyk. Under vores første dyk havde nogle fra båden set hvaler. Så så snart vi var i kontakt med båden skulle det bare gå stærkt med at komme ombord så vi kunne se om det var muligt at få et nærmere kig på disse kæmper. De blev spottet efter lidt tid. Der var i alt 3, 2 voksne og 1 unge. De voksne målte mellem 16-20 meter og var helt enorme når de gik op efter luft. Vi fulgte efter dem i en times tid i håb om at man kunne nå at hoppe i vandet med snorkel udstyr på for at få et kig på dem under vandet også. Mønstret vi fulgte efter dem i var dog svært. De var oppe at trække luft 4-5 gange om så dykkede de ca. 6-7 min. Efter godt en time hvor alle havde stået klar til at hoppe i blev de enorme skygger spottet lige under båden. Så var det ellers bare med at hoppe ned i det ukendte, og jeg nåede at få et ca. 3 sekunders glimt af dyrene under vandet, inden de tog turen ned ad. Virkelig surrealistisk at se så store dyr så tæt på. Jeg var meget meget heldig!
Dag 3 gik turen igen til Manta Point. Jeg ville rigtig gerne give det endnu en chance og det gik båden med til. Inden da havde vi haft et dyk et andet sted, men det var Manta’erne jeg gik for denne gang. Vi sejlede over området og så fra overfladen 6 Manta’er i forskellig størrelse, så der blev givet grønt lys for at hoppe i. Vi så kun 2 Manta’er under vandet. Til gengæld valgte de at holde stille sammen med os i ca. 10 min. Strømmen var enorm stærk, så det var bare om at finde en sten på bunden man kunne holde fast i, det var for hårdt at svømme imod. De målte ca. 3 meter fra vinge til vinge hver og kom omkring 1 meter tæt på. Meget spektakulært at valgte at være så tæt på os i så lang tid, men det kan vel tænkes at de var lige så nysgerrige som vi.
Alt i alt var dykningen ud fra Flores det hele værd, helt fantastiske divesites, et uendelig rigt dyreliv både under og over vandet og nogle rigtig dejlige dage som “kunde” ment i den forstand at det ikke var mig der skulle gå og ordne alle mulige andres udstyr, men bare læne mig tilbage og nyde.
En enkelt hviledag i Labuan Bajo efter 5 dage med lang rejse og tidligt op og så ellers videre til Bali igen, som denne gang blev taget med fly. En enkelt dag i Kuta, Bali, hvor vi havde en hyggelig aften sammen alle 5. Det troede vi skulle blive vores “farvel for denne gang” eftersom Rasmus og jeg skulle til Indien og de skulle til over Thailand og videre til Vietnam. Sådan skulle det umiddelbart ikke gå.
Rasmus og jeg prøvede at søge vores visum fra Kuala Lumpur som vi ankom til d. 6. Da var reglerne dog lige så lige lavet om, så vedkommende der var i Malaysia på et turist visum ikke kunne ansøge til Indien. Og det var jo lige hvad vi var, så der røg den plan i vasken. Så måtte vi tage en hurtig beslutning da ingen af os rigtig gad været i Kuala Lumpur længere. Hurtigt blev det besluttet at vi tog til Vietnam. Let og enkelt. Visa kunne søges over nettet og hentes ved ankomst i Ho Chi Min lufthavn, og så kunne vi også mødes med de andre som vi havde haft 3½ rigtig god uge med.
Så lige nu sidder vi i flyet på vej til Vietnam, og så må vi se hvad det kan byde på. Lidt en skam at Indien gik i vasken, men det må blive en anden gang så. Planen er stadig for mit vedkommende selvfølgelig at tage til Nepal, blot at flyve direkte fra Bangkok i stedet nu. Rasmus er begyndt at tvivle lidt på om han stadig er klar på Nepal hen over jul og nytår. Så det kan være at det kun bliver Anders og jeg der skal op og klatre i bjerge, men nu må vi se hvad han bestemmer sig for.
Ellers har vi det som vanligt godt og rart. Jeg er så småt begyndt at tælle lidt ned til hjemrejse, som der efter planen ikke er mere en 2 mdr. til så det er med at nyde det sidste af turen!
Hej hej herfra
fredag den 12. november 2010
søndag den 31. oktober 2010
Ømme ben efter Rinjani
Efter afslapning og dykning på gilli Trawangan skulle vi som før nævnt videre til Lombok. En hurtig sejltur og en mindre bustur og vi var i Sengigi, en by på Lombok hvor vi hurtigt fandt et sted at arrangere vores videre færd. Vi fik en nat på et bette hotel før vi dagen efter skulle begynde vores trekking tur.
Kl. 5.30 næste morgen blev vi samlet op af en taxa som kørte os til trekking-centeret som lå ca. 600 m. over havet. Rasmus som vi have mødtes med i Padang Bai blev hjemme fra turen da han ikke følte sig tilpas, så vi var Poul Henning, Jesper, Rasmus og Jeg som drog af sted. En hurtig morgenmad ved trekking-centeret og en hurtig briefing over hvad vi skulle de næste par dage og så gik turen ellers mod der hvor trekket startede.
Sammen med vores guide, Budin, og vores 2 bærere begyndte vi ellers at gå op. Heldigvis var vi alle enige om at sætte et fornuftigt tempo så det ikke gik for langsomt så pulsen kom godt op med det samme. Efter godt 7 timers trekking, med indlagte pauser, endte vi på kanten af krateret til den vulkan Rinjani står ved. Et absolut fantastisk syn som vi alle var enige om at vi havde fortjent efter en meget hård dag og 2000 m. direkte op i luften, så vi nu endte på 2600 meter.
Vores telte blev slået op og aftensmaden blev lavet. En solnedgang blev nydt og så var det ellers i seng kl. 19.00. Megen søvn blev det dog ikke til for nogen af os da det regnede, lynede og tordnede, og da teltene ikke rigtig kunne holde vand ude og vi nærmest som på den bare jord blev natten lidt forstyrret.
Dag 2 startede kl. 06.30. Solopgang om morgenmad og så gik turen så ned af den anden side end den vi var kommet fra dagen før. Ned mod søen som vulkanen lå i i 2000 meters højde. Det tog et par timer, men til gengæld var der varme kilder dernede som vi kunne bade i i en times tid inden det var tid til frokost. Efter frokosten var det igen tid til at gå/klatre op igen for at finde det sted vi skulle slå lejr for 2. Nat. Endnu en gang blev benene udfordret i stor stil i et par timer, men den fantastiske natur omkring én hjalp i høj grad på motivationen. Så hen ad eftermiddagen nåede vi vores lejrplads. Vi tog alle vores liggeunderlag ud og tog endnu et velfortjent hvil efter en hård og anstrengende dag. Vi havde nået op på ca. 2700 meters højde og her var det planen at vi næste morgen kl. 03.00 skulle vækkes for at klatre de sidste 1000 meter op for at se solnedgang på toppen af Rinjani i 3750 meters højde, hvilket var hovedmålet med turen. Men da vi efter aftensmaden var gået til ro for at få nogle timer kom vores guide ned og fortalte os at vejret var for dårligt til at nå toppen om morgenen. På sin hvis skuffet men samtidig en lille smule lettet over ikke at skulle tage det sidste og hårdeste stykke efter 2 meget hårde dage.
Kl. 03.15 næste morgen var der imidlertid skiftet mening. Så en brat vækning og en hurtig kop te og så skulle vi af sted mod toppen. Rasmus havde fået sig et lille maveonde af alt den lokale mad og Poul Henning følte sig for træt, så det var kun Jesper og Jeg der bevæbnet med lommelygter begyndte at klatre mod toppen med Budin. Efter 2 timer og 10 min. Nåede vi toppen som de første. De hårdeste 2 timer i mit liv hvor det til sidst kun var ens egen stolthed der drev én frem. En skyfri bjergtop og en fantastisk solopgang gjorde dog hurtigt alle strabadserne værd, til trods for 1 grad celsius og mellem 10 og 15 sekundmeter. Det var meget koldt! Men en kæmpe personlig sejr. Efter ca. 40 min på toppen gik turen ned ad, og lige så forfærdelig som den havde været op, næsten lige så godt føltes det at gå ned igen. Solen begyndte at varme vores kolde kroppe op, og da vi så hvordan guiderne kunne løbe ned ad den bløde, stejle bjergryg løb vi efter. Hele vejen tilbage til campen hvor Rasmus og Poul stadig lå og sov i teltene. Her ventede en god omgang morgenmad før vi igen skulle i travetøjet og gå resten af vejen ned af bjerget til omkring 1000 meters højde hvor vi alle trætte og udmattede efter 3 meget hårde dage blev hentet for at blive kørt tilbage til vores hotel hvor den anden Rasmus stadig var.
Han var i mellemtiden blevet frisk og klar til at tage videre. Dagen efter var det nemlig meningen at vi alle skulle med en bus og et par færger til Flores, en ø der ligger længere mod øst og lige ved siden af Komodo. De 3 havde dog problemer med en visa-forlængelse der ikke var blevet klar til tiden, så det endte med at Rasmus og Jeg tog af sted en dag før dem for ikke at spilde tid i Sengigi. Mens jeg sidder og skriver har vi været på farten i 22 timer, i 3 busser og på 2 færger. Vi kan hurtigt blive enige om at Indonesere ikke er det mest effektive og organiserede folkefærd i verden, men det lærer man at leve med selv om det jo til tider kan være en del frustrerende. Den sidste lille uge vi har tilbage i Indonesien skal bruges på Flores og Komodo, hvor vi skal dykke og se på de berømte komodo-veraner. Derefter er det planen at se at komme tilbage til Bali og derefter til Kuala Lumpur for at tage til Indien.
Hej Hej
fredag den 22. oktober 2010
Local-style på Gilli-trawangan, her sidder man på vejen og hygger.Her er det Jesper, Rasmus og Poul Henning som vi er sammen med i øjeblikket
Mitri/møtrik som Rasmus hyggede sig med mens jeg lå syg med Dengue. Her er de ude at fiske sammen.
Rasmus der køber øl i Kuala Lumpur. Her betaler han 120 kr. for 4 store Carlsberg. Øl er dyrt i Malaysia
Tyskerturist med headset og video - oppe i tårnet vi var oppe i. Petrona Towesr i baggrunden
Mitri/møtrik som Rasmus hyggede sig med mens jeg lå syg med Dengue. Her er de ude at fiske sammen.
Rasmus der køber øl i Kuala Lumpur. Her betaler han 120 kr. for 4 store Carlsberg. Øl er dyrt i Malaysia
Tyskerturist med headset og video - oppe i tårnet vi var oppe i. Petrona Towesr i baggrunden
Rejsedrengen fylder år!
Nu er det efterhånden ved at være et år siden jeg drog ud på opdagelse i verden. Jeg har været igennem Thailand, Laos, Cambodia, Australien, Malaysia, Indonesien og planen er at tage Indien og Nepal med inden turen går hjem. Jeg har alt i alt haft det godt, oplevet meget, mødt mange skønne mennesker samt lært mig selv en del bedre at kende. Helbredet har det også fint. Et par sygedage er det selvfølgelig blevet til, hvor jeg måske var hårdest ramt for 10 dage siden hvor jeg lå helt ude med en træls omgang Dengue-feber. Heldigvis var Rasmus flink til at kigge lidt efter mig og sørge for at hente vand og så videre, så det gjorde det lidt lettere at have én omkring i stedet for bare at skulle passe sig selv, selvom det nok ikke var den mest spændende uge for ham.
Lige nu er vi på Gili Islands sammen med nogle af Rasmus’ venner hjemmefra. Én af dem kender jeg også selv så nu er vi 5 om tingene. Det er rigtig hyggeligt eftersom de alle sammen heldigvis er rare og sjove mennesker. Her er smukt med turkis blåt vand og hvide sandstrande samt evigt godt vejr. Så her hygger vi os inden planen er at vi skal til den større nabo-ø, Lombok, for at bestige en vulkan, Rinjani, som er 3700 meter høj. Det skulle være en hård tur, men vi regner med at grundformen stadig ikke har svigtet 100% efter et år uden den store form for motion, så vi satser på at klare det alligevel.
Ellers kan jeg fortælle til dem som synes det er på tide at jeg kommer hjem, at der faktisk ikke er meget mere end 2½ måned til planlagt hjemrejse. Det er lidt sjovt at tænke på at rejsen skal have en ende efter så lang tid, men til gengæld er jeg ret sikker på at jeg vil være klar til at tage hjem til den tid. Som nævnt før er jeg jo så småt begyndt at savne venner og familie.
Men hej hej herfra
mandag den 11. oktober 2010
Snorkel-test og Kuala Lumpur Quickie
Så sidder Rasmus og Jeg og har uenighedsdag i flyveren fra Kuala Lumpur til Bali. Vi har været uenige om alt fra hvordan en agurk ser ud i Asien til hvordan lufthavne er bygget op. Jeg havde ret i begge dele, og også alle de andre ting. Rasmus er små-muggen fordi jeg slog ham i hans golfspil han har på sin mobiltelefon. Han var så dårlig at han valgte at give op til sidst - dårlig taber. Nu spiller han Sudoku med sig selv. I morgen er vi enige om ting igen har vi bestemt.
Siden sidst har ellers været vældig begivenhedsrig. Jeg er blevet Divemaster og må nu arbejde med dykning. Noget jeg endnu ikke helt ved hvad skal føre til, men det har alt i alt været en god oplevelse at prøve at være i et dykkermiljø på en lille ø som Koh Tao. Der ud over har jeg fået mig nogle rigtig gode venskaber med mange rare folk, som jeg er sikker på skal holdes ved lige i større eller mindre grad. Afslutningen på min Divemaster var som nævnt før en snorkel-test.
Jeg blev i den grad udstillet med pinligheder og nærgående spørgsmål, hvilket dog var til meget stor underholdning for alle de fremmødte. Rasmus havde sågar været så venlig at komme med episoder hjemmefra hvilket blev brugt flittigt. Men igennem kom jeg da og jeg fik drukket min spand gennem min snorkel så alt var som det skulle være. Derefter en god tur i byen med dem alle sammen.
De to næste dage efter snorkel-testen gik så ellers med at pakke sammen, ordne de sidste ting, sige farvel til folk og slappe af inden vi skulle videre.
Vi tog videre d. 2. Oktober på en notbåd til Surat Thai (Thailand), hvorefter vi hoppede på en mini-mini bus, som ikke var alt for behagelig, til Had Yai, enm sydligere by i Thailand. Der skulle vi på en ny bus. Vi havde valgt at vi ville tage en klassisk maraton bus tur til Kuala Lumpur for ligesom at komme ind i det igen, men til vores store positive overraskelse blev vi mødt af sæder der mest mindede om førsteklasses sæder på et fly med benstøtte og brede bløde sæder. Det gjorde turen til en leg, til trods for at turen i alt varede 27 timer.
Næste dag tog vi en klassisk storby-gåtur. Det der slog os i øjnene var at Kuala Lumpur var en meget ren, flot og imponerende by. Den lidt ubegrundede tanke vi begge havde om at Malaysia var et fattigt land blev hurtigt slået til jorden af både vores indtryk og de lokale vi snakkede med. Folk med drive og masser af mod på tilværelsen mødte os alle steder samt en oprigtig venlighed og hjælpsomhed. Om eftermiddagen tog vi på det nationale museum. Det var kedeligt nok, men vi synes at det var godt vi havde gjort det for ligesom at få lidt kultur ind. De havde ellers nogle seje gamle våben, men ellers var der ikke så meget mere i det.
Dag 2 i Lumpur gik med Batu Caves som er nogle gamle store grotter med noget religiøs betydning. Der var masser af aber som var sjove at lege med og stort om imponerende var det da også så alt i alt en god ting at tage dertil.
Om eftermiddagen var planen at komme op i Petrona Towers som er Kuala Lumpurs tvillingetårne. De højeste tvillingetårne i verden efter 9/11, som måler 452 meter. Billeterne til den dag var desværre udsolgt, så i stedet tullede vi lidt rundt i byen og tog i biografen om aftenen. Vældig hyggeligt at se Resident Evil 3D med masser af Cola og popcorn. Efter det valgte vi så at tage op i KL-tower som er deres telekommunikationstårn. Det måler 420-30 meter. Vi kom op i 272 meters højde hvor vi havde udsigt til skyline, hvilket var meget imponerende.
Nu sidder vi så i flyveren på vej til Bali og glæder os til at se hvad der sker i den ende af Indonesien. Vi aner ikke hvad vi skal eller hvor vi skal hen når vi lander, vi har ikke gået så meget op i det med research. Højst sandsynligt skal vi mødes med en af Rasmus’ gode venner som også er ude at rejse med en kammerat.
Hej hej herfra
torsdag den 30. september 2010
Farvel Koh Tao
Efter en lang pause fra Rejsedrengen skal der til at ske lidt igen. Grunden til at den har stået lidt stille har nok egentlig været at drengen ikke har rejst så meget, men mere bare hygget sig i al almindelighed. Siden sidst hvor jeg havde Far på besøg er der ikke sket så meget, ud over at jeg jo virkelig har faldet mere og mere til. Masser af venner og bekendtskaber, filmaftener, pokeraftener, ost og vin, aktivitetsdage på Coral, heldags dykkerudflugter, et par byture hist og her, fødselsdage og selvfølgelig en del dykning. Rasmus er også kommet herned og har nu været her i lidt over en måned, og det er rigtig hyggeligt at have ham med. Han er faldet godt til med alle mine venner og er blevet taget rigtig flot imod. Han bor hjemme hos mig i huset.
Ham har jeg fået sat i gang med dykning og han er efterhånden blevet Advanced Open Water, og det er rigtig rart at kunne dykke sammen.
De seneste par dage har jeg haft travlt! Eftersom jeg i længere tid døjede med en øreinfektion der var lidt slem og varede næsten en måned endte jeg under lidt af et tidspres hvis jeg ville gøre min Divemaster færdig. Jeg besluttede mig for at få det gjort og i aften har jeg min “snorkel-test”. En snorkel-test går ud på at jeg “graduerer” og skal sidde til skue for alle de andre dykkere på centret og alle vennerne, men jeg bliver udspurgt om dykkerspørgsmål. Er svaret forkert kvitteres der med shots, og til sidst skal der hældes en bucket i min snorkel som jo så skal drikkes på en gang, da jeg har maske på og ikke kan trække vejret gennem næsen. Det er meget meget morsomt at overvære, men nu må vi se hvordan det bliver selv at skulle sidde i det varme sæde…
Rasmus og Jeg har så småt lagt planer for vores videre færd. Vi har tænkt os at tage fra Koh Tao d. 1 for at tage med et tog til Malaysia og Kuala Lumpur. Derfra videre til Indonesien hvor vi regner med at tilbringe en måneds tid med dykning og vulkan-trekking, noget jeg ser rigtig meget frem til. Herefter skal turen tilbage til Lumpur hvorfra vi vil flyve til Sydindien og bruge en 40 dages tid på at arbejde os op igennem landet for til sidst at ende i Nepal hvor planen stadig er at møders med min storebror, Anders, der igen til min store glæde har valgt at ville holde julen sammen med mig, og i denne omgang Rasmus, i udlandet. Det skal gerne foregå med noget Himalaya-trekking og så engang i Januar går turen for mit vedkommende hjem.
Det er de fremtidige planer. Vi har det rigtig godt og er begge klar på at komme ud og opleve nye ting.
Så må vi se om der ikke kan komme lidt oftere opdateringer på bloggen… lidt billeder fra den sidste tid…
torsdag den 5. august 2010
onsdag den 4. august 2010
Årets sommerferie
Nu sidder jeg på båden fra Koh Samui tilbage til Koh Tao. 8 dejlige dage med min kære far e ovre og nu står den igen på “hverdag” med dykning. Far kom til Koh Tao d. 23 Juli, dagen efter vi havde haft fødselsdag for Nad. Han kom ind med færgen omkring kl. 3 om eftermiddagen. Jeg var selvfølgelig taget ned på havnen for at tage imod ham. Så Far bag på min scooter og kursen hjem mod huset. Her havde Nad været så venlig at flytte ned til sin kæreste for at far kunne bo i hans værelse. Så med huset som base tog vi på en masse småture rundt omkring på Koh Tao. Med far og jeg på scooteren fik vi kørt øen tynd og fik set diverse skønne strande store som små og udsigtspunkter hvorfra man havde frit udsyn over hele øen. Ellers fik vi slappet rigtig godt og grundigt af sammen og gav os selv tid til at snakke om stort og småt og hvad der nu ellers rørte sig i hver vores liv. Vi fik spist en masse dejlig thai-mad, mit ofte mere krydret end fars.
En kajektur blev det også til. Vi lejede 2 kajakker fra der hvor jeg dykker og tog turen over til Koh Nhag Gyan, hvor vi mere eller mindre havde det meste for os selv. Herfra kunne vi bade og kigge på fisk og koraller. Øen er et af de steder vi dykker rigtig meget rundt om, men jeg havde aldrig selv været på øen før.
Turens helt store højdepunkt kom selvfølgelig den dag hvor jeg skulle have introduceret Far til dykning. Jeg allierede mig med én af vores danske instruktører, en pige der hedder Martina, og hun sørgede for at far fik taget sig en DSD - Discover Scuba Diving. Et en-dags kursus hvor man har en hurtig session i pølen hvor man lærer et par grundlæggende ting såsom at tømme maske og finde sii mundstykke hvis det skulle ryge ud under vandet. Far gik glimrende igennem og om eftermiddagen skulle vi på båden hvor vi skulle have 2 dyk. Så med Så far og jeg tog, observeret af Martina, 2 dyk på 12 meter . Så alt i alt 71 min under vandet fik vi sammen og nu kan far stolt sige at han ved hvad det er vi snakker om når vi snakker dykning.
Det er selvfølgelig svært at fortælle om alt hvad man laver når det vigtigste bare er hygge sig og slappe af, men for at summere det hele lidt op har vi lagt en del på stranden, spist godt på diverse restauranter, badet en del og fået øl i ny og næ.
Vi har sammen haft en rigtig driverferie som vi sluttede af med 3 dage på Koh Samui. Da Far skulle flyve derfra og jeg ikke havde været der før besluttede vi at snuppe de sidste dage der. Vi endte med at blive indlogeret på et lækkert resort, hvor det mindste vink med pegefingeren resulterede i en tjener der stor klar et øjeblik efter. Her nyd vi igen livet i store drag med god mad, massager, og høj sol.
Nu står den så på hverdag igen, min sommerferie er slut og jeg må i gang med mit dykning igen. Så herfra en stor tak til min far for en dejlig ferie som jeg tror vi begge to trængte rigtig meget til.
Hej hej herfra
onsdag den 21. juli 2010
Lidt billeder
Så kom der også nogle billeder med op til det nye indlæg.. Det næste bliver måske en lille video.. hvem ved..
Abonner på:
Opslag (Atom)