Ømme ben efter Rinjani

Efter afslapning og dykning på gilli Trawangan skulle vi som før nævnt videre til Lombok. En hurtig sejltur og en mindre bustur og vi var i Sengigi, en by på Lombok hvor vi hurtigt fandt et sted at arrangere vores videre færd. Vi fik en nat på et bette hotel før vi dagen efter skulle begynde vores trekking tur.

Kl. 5.30 næste morgen blev vi samlet op af en taxa som kørte os til trekking-centeret som lå ca. 600 m. over havet. Rasmus som vi have mødtes med i Padang Bai blev hjemme fra turen da han ikke følte sig tilpas, så vi var Poul Henning, Jesper, Rasmus og Jeg som drog af sted. En hurtig morgenmad ved trekking-centeret og en hurtig briefing over hvad vi skulle de næste par dage og så gik turen ellers mod der hvor trekket startede.

Sammen med vores guide, Budin, og vores 2 bærere begyndte vi ellers at gå op. Heldigvis var vi alle enige om at sætte et fornuftigt tempo så det ikke gik for langsomt så pulsen kom godt op med det samme. Efter godt 7 timers trekking, med indlagte pauser, endte vi på kanten af krateret til den vulkan Rinjani står ved. Et absolut fantastisk syn som vi alle var enige om at vi havde fortjent efter en meget hård dag og 2000 m. direkte op i luften, så vi nu endte på 2600 meter.

Vores telte blev slået op og aftensmaden blev lavet. En solnedgang blev nydt og så var det ellers i seng kl. 19.00. Megen søvn blev det dog ikke til for nogen af os da det regnede, lynede og tordnede, og da teltene ikke rigtig kunne holde vand ude og vi nærmest som på den bare jord blev natten lidt forstyrret.

Dag 2 startede kl. 06.30. Solopgang om morgenmad og så gik turen så ned af den anden side end den vi var kommet fra dagen før. Ned mod søen som vulkanen lå i i 2000 meters højde. Det tog et par timer, men til gengæld var der varme kilder dernede som vi kunne bade i i en times tid inden det var tid til frokost. Efter frokosten var det igen tid til at gå/klatre op igen for at finde det sted vi skulle slå lejr for 2. Nat. Endnu en gang blev benene udfordret i stor stil i et par timer, men den fantastiske natur omkring én hjalp i høj grad på motivationen. Så hen ad eftermiddagen nåede vi vores lejrplads. Vi tog alle vores liggeunderlag ud og tog endnu et velfortjent hvil efter en hård og anstrengende dag. Vi havde nået op på ca. 2700 meters højde og her var det planen at vi næste morgen kl. 03.00 skulle vækkes for at klatre de sidste 1000 meter op for at se solnedgang på toppen af Rinjani i 3750 meters højde, hvilket var hovedmålet med turen. Men da vi efter aftensmaden var gået til ro for at få nogle timer kom vores guide ned og fortalte os at vejret var for dårligt til at nå toppen om morgenen. På sin hvis skuffet men samtidig en lille smule lettet over ikke at skulle tage det sidste og hårdeste stykke efter 2 meget hårde dage.

Kl. 03.15 næste morgen var der imidlertid skiftet mening. Så en brat vækning og en hurtig kop te og så skulle vi af sted mod toppen. Rasmus havde fået sig et lille maveonde af alt den lokale mad og Poul Henning følte sig for træt, så det var kun Jesper og Jeg der bevæbnet med lommelygter begyndte at klatre mod toppen med Budin. Efter 2 timer og 10 min. Nåede vi toppen som de første. De hårdeste 2 timer i mit liv hvor det til sidst kun var ens egen stolthed der drev én frem. En skyfri bjergtop og en fantastisk solopgang gjorde dog hurtigt alle strabadserne værd, til trods for 1 grad celsius og mellem 10 og 15 sekundmeter. Det var meget koldt! Men en kæmpe personlig sejr. Efter ca. 40 min på toppen gik turen ned ad, og lige så forfærdelig som den havde været op, næsten lige så godt føltes det at gå ned igen. Solen begyndte at varme vores kolde kroppe op, og da vi så hvordan guiderne kunne løbe ned ad den bløde, stejle bjergryg løb vi efter. Hele vejen tilbage til campen hvor Rasmus og Poul stadig lå og sov i teltene. Her ventede en god omgang morgenmad før vi igen skulle i travetøjet og gå resten af vejen ned af bjerget til omkring 1000 meters højde hvor vi alle trætte og udmattede efter 3 meget hårde dage blev hentet for at blive kørt tilbage til vores hotel hvor den anden Rasmus stadig var.

Han var i mellemtiden blevet frisk og klar til at tage videre. Dagen efter var det nemlig meningen at vi alle skulle med en bus og et par færger til Flores, en ø der ligger længere mod øst og lige ved siden af Komodo. De 3 havde dog problemer med en visa-forlængelse der ikke var blevet klar til tiden, så det endte med at Rasmus og Jeg tog af sted en dag før dem for ikke at spilde tid i Sengigi. Mens jeg sidder og skriver har vi været på farten i 22 timer, i 3 busser og på 2 færger. Vi kan hurtigt blive enige om at Indonesere ikke er det mest effektive og organiserede folkefærd i verden, men det lærer man at leve med selv om det jo til tider kan være en del frustrerende. Den sidste lille uge vi har tilbage i Indonesien skal bruges på Flores og Komodo, hvor vi skal dykke og se på de berømte komodo-veraner. Derefter er det planen at se at komme tilbage til Bali og derefter til Kuala Lumpur for at tage til Indien.

Hej Hej

Jubilæum

Billeder fra den seneste tid, flere kommer senere

Local-style på Gilli-trawangan, her sidder man på vejen og hygger.

Her er det Jesper, Rasmus og Poul Henning som vi er sammen med i øjeblikket
Mitri/møtrik som Rasmus hyggede sig med mens jeg lå syg med Dengue. Her er de ude at fiske sammen.
Rasmus der køber øl i Kuala Lumpur. Her betaler han 120 kr. for 4 store Carlsberg. Øl er dyrt i Malaysia
Tyskerturist med headset og video - oppe i tårnet vi var oppe i. Petrona Towesr i baggrunden

Radiotårnet i Kuala Lumpur som vi tog op i en aften og havde fantastisk udsyn over hele Kaula Lumpur. HVor vi så fra var vi omkring 300 meter oppe
Petrona Towers set om aftenen
Biograftur - Resident Evil 3D
Abeleg ved Batu Caves

Abe ved Batu Caves 11 km udenfor Kuala Lumpur
Stor Guld-gøgler ved Batu Caves
Ornli' stor guldbygning som jeg ikke lige fik vendt om - Kuala Lumpur
Den fik jeg heller ikke lige vendt om. Petrona Towers - verdens højeste tvillingetårne - 452 meter

Rejsedrengen fylder år!

Nu er det efterhånden ved at være et år siden jeg drog ud på opdagelse i verden. Jeg har været igennem Thailand, Laos, Cambodia, Australien, Malaysia, Indonesien og planen er at tage Indien og Nepal med inden turen går hjem. Jeg har alt i alt haft det godt, oplevet meget, mødt mange skønne mennesker samt lært mig selv en del bedre at kende. Helbredet har det også fint. Et par sygedage er det selvfølgelig blevet til, hvor jeg måske var hårdest ramt for 10 dage siden hvor jeg lå helt ude med en træls omgang Dengue-feber. Heldigvis var Rasmus flink til at kigge lidt efter mig og sørge for at hente vand og så videre, så det gjorde det lidt lettere at have én omkring i stedet for bare at skulle passe sig selv, selvom det nok ikke var den mest spændende uge for ham.

Lige nu er vi på Gili Islands sammen med nogle af Rasmus’ venner hjemmefra. Én af dem kender jeg også selv så nu er vi 5 om tingene. Det er rigtig hyggeligt eftersom de alle sammen heldigvis er rare og sjove mennesker. Her er smukt med turkis blåt vand og hvide sandstrande samt evigt godt vejr. Så her hygger vi os inden planen er at vi skal til den større nabo-ø, Lombok, for at bestige en vulkan, Rinjani, som er 3700 meter høj. Det skulle være en hård tur, men vi regner med at grundformen stadig ikke har svigtet 100% efter et år uden den store form for motion, så vi satser på at klare det alligevel.

Ellers kan jeg fortælle til dem som synes det er på tide at jeg kommer hjem, at der faktisk ikke er meget mere end 2½ måned til planlagt hjemrejse. Det er lidt sjovt at tænke på at rejsen skal have en ende efter så lang tid, men til gengæld er jeg ret sikker på at jeg vil være klar til at tage hjem til den tid. Som nævnt før er jeg jo så småt begyndt at savne venner og familie.

Men hej hej herfra

Snorkel-test og Kuala Lumpur Quickie

Så sidder Rasmus og Jeg og har uenighedsdag i flyveren fra Kuala Lumpur til Bali. Vi har været uenige om alt fra hvordan en agurk ser ud i Asien til hvordan lufthavne er bygget op. Jeg havde ret i begge dele, og også alle de andre ting. Rasmus er små-muggen fordi jeg slog ham i hans golfspil han har på sin mobiltelefon. Han var så dårlig at han valgte at give op til sidst - dårlig taber. Nu spiller han Sudoku med sig selv. I morgen er vi enige om ting igen har vi bestemt.

Siden sidst har ellers været vældig begivenhedsrig. Jeg er blevet Divemaster og må nu arbejde med dykning. Noget jeg endnu ikke helt ved hvad skal føre til, men det har alt i alt været en god oplevelse at prøve at være i et dykkermiljø på en lille ø som Koh Tao. Der ud over har jeg fået mig nogle rigtig gode venskaber med mange rare folk, som jeg er sikker på skal holdes ved lige i større eller mindre grad. Afslutningen på min Divemaster var som nævnt før en snorkel-test.

Jeg blev i den grad udstillet med pinligheder og nærgående spørgsmål, hvilket dog var til meget stor underholdning for alle de fremmødte. Rasmus havde sågar været så venlig at komme med episoder hjemmefra hvilket blev brugt flittigt. Men igennem kom jeg da og jeg fik drukket min spand gennem min snorkel så alt var som det skulle være. Derefter en god tur i byen med dem alle sammen.

De to næste dage efter snorkel-testen gik så ellers med at pakke sammen, ordne de sidste ting, sige farvel til folk og slappe af inden vi skulle videre.

Vi tog videre d. 2. Oktober på en notbåd til Surat Thai (Thailand), hvorefter vi hoppede på en mini-mini bus, som ikke var alt for behagelig, til Had Yai, enm sydligere by i Thailand. Der skulle vi på en ny bus. Vi havde valgt at vi ville tage en klassisk maraton bus tur til Kuala Lumpur for ligesom at komme ind i det igen, men til vores store positive overraskelse blev vi mødt af sæder der mest mindede om førsteklasses sæder på et fly med benstøtte og brede bløde sæder. Det gjorde turen til en leg, til trods for at turen i alt varede 27 timer.

Næste dag tog vi en klassisk storby-gåtur. Det der slog os i øjnene var at Kuala Lumpur var en meget ren, flot og imponerende by. Den lidt ubegrundede tanke vi begge havde om at Malaysia var et fattigt land blev hurtigt slået til jorden af både vores indtryk og de lokale vi snakkede med. Folk med drive og masser af mod på tilværelsen mødte os alle steder samt en oprigtig venlighed og hjælpsomhed. Om eftermiddagen tog vi på det nationale museum. Det var kedeligt nok, men vi synes at det var godt vi havde gjort det for ligesom at få lidt kultur ind. De havde ellers nogle seje gamle våben, men ellers var der ikke så meget mere i det.

Dag 2 i Lumpur gik med Batu Caves som er nogle gamle store grotter med noget religiøs betydning. Der var masser af aber som var sjove at lege med og stort om imponerende var det da også så alt i alt en god ting at tage dertil.

Om eftermiddagen var planen at komme op i Petrona Towers som er Kuala Lumpurs tvillingetårne. De højeste tvillingetårne i verden efter 9/11, som måler 452 meter. Billeterne til den dag var desværre udsolgt, så i stedet tullede vi lidt rundt i byen og tog i biografen om aftenen. Vældig hyggeligt at se Resident Evil 3D med masser af Cola og popcorn. Efter det valgte vi så at tage op i KL-tower som er deres telekommunikationstårn. Det måler 420-30 meter. Vi kom op i 272 meters højde hvor vi havde udsigt til skyline, hvilket var meget imponerende.

Nu sidder vi så i flyveren på vej til Bali og glæder os til at se hvad der sker i den ende af Indonesien. Vi aner ikke hvad vi skal eller hvor vi skal hen når vi lander, vi har ikke gået så meget op i det med research. Højst sandsynligt skal vi mødes med en af Rasmus’ gode venner som også er ude at rejse med en kammerat.

Hej hej herfra